Fertile perioder – forstå din fertilitet
At forstå hvornår du kan blive gravid er nyttigt både hvis du ønsker graviditet og hvis du vil planlægge hvornår det ikke skal ske. Din menstruationscyklus bestemmer dine mest frugtbare dage – din fertile periode. Her får du et overblik over hvordan det hænger sammen.
Menstruationscyklussen og ægløsning
En typisk menstruationscyklus varer mellem 27 og 32 dage – men det varierer fra kvinde til kvinde. Cyklussen tæller fra første blødningsdag til første blødningsdag i næste menstruation.
Ægløsningen – hvor et æg frigives fra æggestokken – sker normalt omkring midten af cyklussen. Ved en 28-dages cyklus vil det typisk være omkring dag 14. Tidspunktet kan dog variere, selv hos kvinder med regelmæssige cyklusser. Læs mere om hvad der sker ved ægløsning her.
Den fertile periode
Sædceller kan overleve i kroppen i op til 5 dage, mens ægget kun er levedygtigt i ca. 24 timer efter ægløsning. Det betyder at den fertile periode i hver cyklus er ca. 6 dage:
- Fra ca. 5 dage før ægløsning
- Til og med selve ægløsningsdagen
At have samleje i denne periode øger sandsynligheden for graviditet betydeligt. Brug vores ægløsningsberegner til at finde din fertile periode.
Sådan identificerer du din ægløsning
Vi anbefaler ikke ægløsningstests – erfaringen er at de stresser mere end de gavner, og de anerkendes ikke af fertilitetslæger som grundlag for udredning. I stedet anbefaler vi disse to metoder:
- Kalendermetoden – før en dagbog over din cyklus i flere måneder for at finde mønstre og estimere ægløsningstidspunktet.
- Kropslige tegn – mange mærker ændringer omkring ægløsning: mere og klarere udflåd (som rå æggehvide) eller en mild smerte i den ene side af underlivet.
Ingen metode er 100 % nøjagtig – cyklusser varierer, og det er helt normalt.
Hvornår kan du blive henvist til fertilitetsudredning?
Det er vigtigt at kende de officielle kriterier for hvornår du kan blive udredt via sygesikringen. Er du under 35 år og har regelmæssige menstruationer uden kendte helbredsproblemer, skal I selv forsøge i 12 måneder før der kan henvises. Læs mere om henvisning til fertilitetsudredning her.
Er du patient i en af de tilknyttede lægeklinikker, kan du booke en fertilitetssamtale hos en jordemoder online:
🌿 Jordemoderens råd
Viden om din fertile periode er et godt redskab – men pas på at det ikke bliver en kilde til stress. Jeg møder mange par der timer samleje så præcist at det tager al spontaniteten ud af det, og det er sjældent det hjælper. Kroppen mærker stress, og stress kan faktisk påvirke ægløsningen.
Brug viden som et udgangspunkt: kend din cyklus, læg mærke til kroppens tegn, og lev livet. Er du under 35 og har regelmæssige menstruationer, er et år med forsøg ikke unormalt – det er den grænse lægerne også arbejder ud fra.
– Jordemoderen bag Praksisjordemoder
Relateret læsning
- Ægløsningsberegner
- Befrugtning – sådan bliver du gravid
- Henvisning til fertilitetsudredning
- Fertilitetsudredning
- Graviditetssymptomer
Indholdet her er generel information og kan ikke erstatte en individuel vurdering hos en fagperson.
Fagligt gennemgået af
Solveig Thagaard Pedersen, jordemoder
Autoriseret jordemoder og medstifter af Praksisjordemoder.dk. Uddannet i 2010 og har assisteret ved mere end 500 fødsler. Arbejder med graviditet, fertilitet og kvinders reproduktive sundhed i praksis.
Alexander Tetzlaff, speciallæge i almen medicin
Speciallæge i almen medicin med mere end 14 års erfaring. Har været blandt de første i Danmark til at indføre ultralyd i almen praksis.


