Gravid kinde

Epikriser & grundlag for præventionsbehandling af passanter

Denne side er til kollegaer og beskriver lovgrundlaget for, at vi kan tilbyde præventionsrådgivning og spiralbehandling til ikke-tilmeldte patienter (passanter) – samt hvad vores tilbud omfatter, herunder fjernelse af spiral ved ikke-synlig snor, spiralanlæggelse og nødprævention med kobberspiral.

Sundhedsloven § 62 PLO / Overenskomst Ydelser 8291–8294 Spiral: anlæggelse & udtagning

Information til kollegaer om præventionsbehandling af passanter

Hvorfor behandler vi ikke-tilmeldte patienter?

Som praktiserende læger modtager vi jævnligt henvendelser fra passanter – patienter, som midlertidigt opholder sig i vores område og derfor ikke er tilmeldt vores klinik.

Vi oplever desuden, at nogle patienter søger hos os, fordi deres egen læge ikke tilbyder spiralanlæggelse, eller fordi ventetiden hos speciallæge i gynækologi er lang.

Efter overenskomsten må passanter som udgangspunkt kun modtage akut eller nødvendig behandling. Forebyggende ydelser og rutinekontroller skal normalt varetages af patientens egen læge.

Præventionsrådgivning er imidlertid en særlig undtagelse.

Sundhedsloven § 62 forpligter regionerne til at sikre, at alle – uanset sikringsgruppe – kan få vederlagsfri vejledning om svangerskabsforebyggende metoder hos en alment praktiserende læge efter eget valg. Dette gælder også mindreårige.

Derudover indeholder overenskomsten en særskilt aftale om honorering af vejledning til ikke-tilmeldte patienter (ydelser 8291–8294), som giver mulighed for at yde præventionsrådgivning, spiralanlæggelse og kontrol til passanter.

Det betyder:

  • Præventionsrådgivning er en lovfæstet rettighed.
  • Der er overenskomstmæssigt grundlag for honorering.
  • Klinikken er ikke forpligtet til at tilbyde ydelsen – men kan vælge at gøre det.

Vi tilbyder derfor præventionsbehandling til passanter i overensstemmelse med gældende lovgivning og aftalegrundlag.

Der er ikke tale om overtagelse af patientens faste lægetilknytning, og vi opfordrer altid patienterne til at fortsætte løbende kontroller hos egen læge.


Hvad tilbyder vi på Praksisjordemoder.dk?

Vi har fokus på tryg, fagligt funderet og effektiv præventionsbehandling i almen praksis.

Vores behandling udføres af erfarne jordemødre i tæt samarbejde med speciallæge i almen medicin og under supervision af speciallæger i gynækologi.


Fjernelse af spiral – også når snoren ikke er synlig

Vi tilbyder udtagning af både hormonspiraler og kobberspiraler – også i tilfælde hvor spiralens snor ikke kan ses.

Sådan foregår det:

  1. Gynækologisk undersøgelse med vurdering af spiralens placering.
  2. Hvis snoren er synlig, fjernes spiralen skånsomt med egnet instrument.
  3. Hvis snoren ikke er synlig gennemføres TVUL med lokalisering af spiralen.
  4. Hvis spiralen kan identificeres i livmoderen forsøges denne fjernet med et tyndt instrument gennem livmoderhalsen.

Efter fjernelsen:

  • Patienten rådgives om graviditetsrisiko.
  • Der gives vejledning om alternativ prævention.
  • Ved graviditetsønske rådgiver vi om folinsyre og Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

Der er ikke tale om overtagelse af videre præventionskontrol – denne foregår fortsat hos egen læge.


Anlæggelse af spiral

Vi anlægger både hormonspiral og kobberspiral.

Ved spiralanlæggelse:

  • Der foretages samtale og individuel vurdering.
  • Vi anvender ultralyd for at sikre korrekt placering.
  • Patienten får grundig vejledning om efterforløb og kontrol.

Vi tilbyder også kontrolscanning ved gener.


Nødprævention med kobberspiral

Kobberspiralen er den mest effektive form for nødprævention.

Den kan anlægges:

  • Op til 5 dage efter ubeskyttet samleje
  • Og giver samtidig sikker prævention fremadrettet

Virkningsmekanisme

Kobberet ændrer miljøet i livmoderen, så:

  • Sædceller hæmmes
  • Et befrugtet æg ikke kan sætte sig fast

Jo tidligere spiralen anlægges, desto højere sikkerhed.

Forløb hos os

  1. Samtale og vurdering
  2. Eventuel ultralyd
  3. Anlæggelse af kobberspiral
  4. Mundtlig og skriftlig information om efterforløb

Der kræves ingen henvisning. Patienten betaler kun for selve spiralen.


Til kollegaer

Vi har fuld forståelse for, at det kan give anledning til spørgsmål, når patienter modtager forebyggende behandling uden for egen praksis.

Vi vil gerne understrege:

  • Vores præventionstilbud til passanter bygger på Sundhedsloven § 62 og overenskomsten.
  • Der er ikke tale om overtagelse af patientens løbende behandling.
  • Vi anbefaler altid, at patienten fortsætter kontroller hos egen læge.
  • Vi sender relevant epikrise ved behov og efter samtykke.

Formålet er at sikre rettidig adgang til prævention – ikke at flytte patienttilknytning.


Lovgrundlag og overenskomst

Sundhedsloven § 62

Regionsrådet yder vederlagsfri vejledning om anvendelse af svangerskabsforebyggende metoder til personer uanset sikringsgruppe hos en alment praktiserende læge efter personens eget valg.

🔗 Link til sundhedsloven


Overenskomst om almen praksis

Mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Praktiserende Lægers Organisation.

🔗 Link til aktuelle honorartabel

Aftale om honorering for vejledning af ikke-tilmeldte patienter

Ydelser 8291–8294 vedrørende svangerskabsforebyggende metoder.


Cookie-indstillinger