Uplanlagt Gravid
At finde ud af, at man er uplanlagt gravid kan, kan vende op og ned på ens liv. Pludselig står du med et valg, der kan føles overvældende – og måske endda skræmmende. Måske føler du dig presset, forvirret eller i tvivl om, hvad du overhovedet vil. Til at starte med er det en god ide at finde ud af hvor langt du er henne. Klik her for at beregne din termin og se hvor langt du er henne lige nu.
Det vigtigste er: Det er dit valg. Og du har ret til at tage den tid og få den støtte, du har brug for.
Et valg med mange følelser
Valget om, hvad du vil gøre når du er blevet uplanlagt gravid, handler ikke kun om fakta og praktiske forhold. Det handler også om dine følelser, dine værdier og dine drømme. Mange oplever en blanding af:
- Chok eller benægtelse (“Det kan ikke passe.”)
- Skyld eller skam (“Hvordan kunne det ske?”)
- Bekymring for fremtiden (“Kan jeg klare det?”)
- Tryghed eller glæde (“Måske er det meningen?”)
- Frygt for at fortryde valget (“Tør jeg tage beslutningen?”)
Alle følelser er normale – også de modsatrettede. Det gør valget svært, men ikke umuligt.
Dine muligheder
1. At gennemføre graviditeten og blive forælder
At blive forælder er en stor livsændring, som kræver ansvar, men også kan give stor glæde. Måske føler du, at du er klar – eller måske er du i tvivl, men åben for muligheden. Det er vigtigt at tænke over:
- Har jeg støtte fra familie, partner eller venner?
- Hvordan påvirker det uddannelse, job og økonomi?
- Hvad betyder det for mit mentale og fysiske helbred?
Der findes hjælp at få – både økonomisk, praktisk og socialt. Mange vælger at blive forældre under svære forhold og får støtte til det.
2. At vælge bortadoption
Nogle ønsker at gennemføre graviditeten, men føler ikke, de kan være forældre. Adoption kan være en løsning, hvor barnet får en ny familie. Dette valg kan være følelsesmæssigt svært, men rigtigt for nogle.
Det er muligt at få rådgivning om adoption tidligt i forløbet, og du kan også få indflydelse på, hvordan adoptionen skal foregå.
3. At vælge abort
Hvis du føler, at det ikke er det rigtige tidspunkt i dit liv til at få et barn, kan du vælge abort. I Danmark er det lovligt og gratis at få en abort op til 18. uge. Ved særlige omstændigheder kan der også søges om abort senere.
Abort er et personligt valg, og selvom mange føler lettelse bagefter, er det også normalt at opleve sorg, tvivl eller selvbebrejdelse. Der findes støtte og samtaletilbud både før og efter. Også hos din egen læge/jordemoder.
Mange frygter at de ikke kan få børn senere i livet hvis de vælger en abort, det er der ikke grund til at bekymre sig om. Din alder og dit helbred skal dog med i betragtning, og helt eksistentielt er der ingen der kan love dig at du kan blive gravid igen. Indgrebet i sig selv nedsætter ikke din chance for en ny graviditet.
Hvordan træffer man en beslutning?
Det er en god idé at stille dig selv nogle spørgsmål:
- Hvad føler jeg lige nu – og hvad ville jeg ønske, jeg følte?
- Hvad ville jeg råde en god ven til, hvis de stod i samme situation?
- Hvilket valg kan jeg se mig selv leve med om 1, 5 eller 10 år?
- Føler jeg mig presset af nogen – og hvad ville jeg vælge, hvis jeg ikke gjorde?
- Hvilke forestillinger bærer jeg med mig om hvordan livet skal se ud når jeg skal have barn, og skal de revideres?
Du kan også lave en liste med fordele og ulemper ved hvert valg – ikke for at regne svaret ud, men for at få overblik over, hvad der betyder noget for dig.
Afklaring af graviditetens længde kan hjælpe med at sætte nogle delmål for beslutningen. Mange vælger en scanning for at få mere afklaring. Du kan godt bede om ikke at kigge med, men blot lade jordemoderen sige hvor langt du er i graviditeten. Har du brug for en scanning kan du booke her.
Selvom valget er dit, er du ikke alene
Det kan gøre en stor forskel at tale med nogen, der kan støtte dig uden at dømme. Det kan være:
- En god ven eller veninde
- Din partner
- En rådgiver, fx fra Mødrehjælpen, Sex & Samfund eller kommunen
- Din læge eller jordemoder
Giv plads til reflektion, følelser og forskellighed. Som par er man ikke nødvendigvis det samme sted, og det kan være godt at sætte nogle delmål undervejs. Hvis du har opdaget graviditeten tidligt kan I for eksempel aftale at tale om beslutningen om en uge så der er plads til tanker og følelser kan vendes uden at det hele tiden er med pres på for en beslutning. Det er helt normalt at valget er svært, men uanset hvad du vælger så skal det nok gå.
Hvis du er patient i en af vores lægeklinikker kan du booke en tid hos en jordemoder til en samtale. Samtalen tager udgangspunkt i dig og din situation, og dine overvejelser. Du er velkommen til at tage din partner med hvis du har en.
Ring til din lægeklinik for at booke en tid til en jordemodersamtale om din uplanlagte graviditet
Du skal også vide at du kan gå direkte til en hvilken som helst gynækolog uden en henvisning, hvis du ønsker en abort og er sikker i din sag.

