Tegn på fødsel – Hvornår er det ved at være tid?
Når man nærmer sig terminen, begynder mange gravide at holde ekstra godt øje med kroppens signaler. Er det nu? Er det bare plukkeveer? Eller er fødslen faktisk i gang? Her får du en oversigt over forskellige tegn på fødsel, og hvordan du kan skelne mellem de sikre og mindre sikre tegn.
Sikre tegn på fødsel – veer og vandafgang
Regelmæssige veer
Det mest tydelige tegn på, at fødslen er i gang, er regelmæssige veer. I modsætning til plukkeveer er disse veer rytmiske, tiltagende i styrke og varer længere tid. De føles som stærke menstruationssmerter eller en bølgende krampe, der kommer og går med jævne mellemrum. Når veerne kommer med cirka 3-4 minutters mellemrum fra start til start og varer 1 minut, og det har stået på i mindst en time, er det som regel tid til at kontakte fødegangen.
Vandafgang
Et andet sikkert tegn på, at fødslen er nært forestående eller i gang, er vandafgang – altså når fosterhinden brister, og fostervandet begynder at løbe. Det kan komme som en pludselig skylle eller som en stille siven. Farven og lugten af fostervandet er vigtig: Det skal helst være klart eller let hvidligt og lugtfrit. Er det grønt, brunligt eller ildelugtende, bør du kontakte hospitalet med det samme.
Klik her for at se en lille film om vandafgang og veer.
Indikationer på at fødslen nærmer sig
Slimprop
Slimproppen er en geleagtig masse, som har siddet i livmoderhalsen og beskyttet mod bakterier. Den kan gå af flere dage eller uger før fødslen – eller først når veerne er i gang. Den er ofte lyserød eller let blodig, men i sig selv er den ikke et sikkert tegn på, at fødslen er startet. Det er dog et signal om, at kroppen gør sig klar.
Plukkeveer
Plukkeveer er livmodersammentrækninger, som mange gravide mærker især i de sidste uger af graviditeten. De kan føles som spændinger i maven og forsvinder ofte igen, når du hviler dig eller skifter stilling. De er ikke regelmæssige og bliver typisk ikke stærkere med tiden – modsat de rigtige veer.
Menstruationslignende smerter
Nogle oplever ømhed eller smerter i lænden og underlivet i dagene op til fødslen. Det kan føles som menstruationssmerter, men er ikke nødvendigvis et tegn på, at fødslen er i gang. Det er dog et udtryk for, at kroppen begynder at forberede sig.
Ændringer i afføring og hyppig toiletbesøg
Mange oplever tynd mave eller hyppig afføring som et tidligt tegn på fødsel. Det kan skyldes hormonelle ændringer og er kroppens måde at “rydde op” før fødslen. Det er et almindeligt tegn, men ikke noget man alene kan bruge til at vurdere, om fødslen er startet.
Nedsynkning af maven
Især førstegangsfødende kan opleve, at maven “synker” – barnet bevæger sig længere ned i bækkenet. Det kan give en følelse af mere luft i brystet og større pres nedad. Det sker ofte nogle uger før fødslen, men er et godt tegn på, at kroppen arbejder i den rigtige retning.
Hvornår skal du kontakte fødegangen?
Du bør kontakte fødestedet, hvis:
- Du får regelmæssige, tiltagende veer.
- Dit vand går – uanset mængde.
- Du bløder fra skeden.
- Du er bekymret eller i tvivl om noget.
Det er helt normalt at føle sig usikker på, hvornår fødslen reelt er gået i gang. Det vigtigste er at lytte til din krop og tage kontakt, hvis du er i tvivl. Tryghed betyder meget for at fødselshormonerne kan få plads til at udfolde sig, så det er vigtigt at du kontakter fødestedet og får en snak med en jordemoder undervejs i opstartsfasen hvis du begynder at blive utryg. Ofte kan en snak være nok til at du kan blive hjemme indtil du er i aktiv fødsel og skal ind på fødegangen.
Andre artikler du måske kan finde relevante
