(30+0 til 30+6)
Indholdsfortegnelse


Barnet tager form – og på i vægt
Fosteret vokser støt og tager især på i vægt i denne periode. Det har nu tydelige kropsproportioner og begynder at ligne det barn, du snart skal møde.
Den gennemsnitlige vægtøgning er ca 200g om ugen og ved en udvendig undersøgelse kan man nu lave et fosterskøn.
Uge 31: Fosterets Udvikling
Fosteret vejer nu omkring 1600–1800 gram og måler cirka 40–42 cm fra hoved til hæl. Vægtøgningen sker primært via fedtlag og muskler – kroppen bliver rundere og mere robust.
Nervesystem og sanser: Hjerne og nervesystem modnes stadig, og koordinationen forbedres. Øjenbevægelser under søvn indikerer, at søvncyklusser med REM-søvn er i gang.
Hud og fedt: Huden er ikke længere gennemsigtig, men mere glat og dækket af det hvide, fedtede vernix-lag, som beskytter huden mod fostervandet.
Lunger og vejrtrækning: Lungerne er endnu ikke helt modne, men træningsvejrtrækning forekommer hyppigt. Rytmiske bevægelser i mellemgulvet kan føles som små hikke.
Mave-tarmkanal: Barnet sluger fostervand og træner fordøjelsessystemet. Det første afføringsstof, mekonium, begynder at dannes i tarmen.
Hvad sker der i din krop?
Din krop tilpasser sig den voksende livmoder og det øgede pres på organer og kredsløb.
Tryk og ubehag: Du kan opleve mere tyngdefornemmelse, især nederst i maven og bækkenet. Det er normalt, men bør ikke være smertefuldt.
Plukkeveer: De fleste gravide mærker nu plukkeveer. De skal fortsat være uregelmæssige og ikke tiltage i styrke.
Søvn og uro: Mange sover uroligt eller vågner ofte. Det kan skyldes barnets aktivitet, plukkeveer, tissetrang eller tankemylder.
Brystforandringer: Brysterne kan være tunge og ømme. Nogle oplever læk af råmælk – kroppens måde at forberede sig på amning.
Kredsløb og væskeophobning: Væske i ben, hænder eller ansigt er almindeligt. Sørg for at hvile med benene oppe og drik godt med vand.
Samspillet mellem dig og barnet
Du mærker sikkert tydeligt, hvordan barnets døgnrytme udspiller sig – og mange gravide oplever mest aktivitet om aftenen eller natten. Bevægelserne er nu større og mere langsomme – f.eks. stræk og vendinger – og nogle gange så kraftige, at de kortvarigt kan tage pusten fra dig. Din stemme, musik og tryg berøring er fortsat vigtige signaler for barnet.
Råd og Opmærksomhed
- Du skal til at forberede dig lidt på fødslen, rent kropsligt, hvis du ikke allerede er i gang.
- At bevæge dig bevidst og øve fødselsvenlige stillinger kan både lindre spændinger og hjælpe barnet til at komme ned i bækkenet. Små øvelser nu giver dig større kontrol og stabilitet, når veerne begynder.
- Her er ugens egenomsorgs øvelse:
- Find musik der gør dig i godt humør og start en playliste du laver når du laver de her øvelser, det kan være starten på en playliste du kan høre når du får veer.
- Øvelse 1 – Knæ- og håndstand
- Stil dig på alle fire, med hænder under skuldre og knæ under hofter.
- Lad ryggen skifte mellem rund (kat) og svaj (ko) i takt med vejtrækningen.
- Bevæg hoften lidt til siderne eller små cirkler – det løsner bækkenet og giver barnet bedre plads.
- Øvelse 2 – “8-tallet med hofterne”
- Stå med fødderne let bredere end hoftebredde.
- Lav rolige, langsomme bevægelser med hofterne i et figur-8-mønster.
- Mærk, hvordan bækkenet åbner og kroppen finder balance.
- Gentag i 1–2 minutter, flere gange om dagen.
- Øvelse 3 – Squat med støtte
- Brug en stol, bordkant eller partner til støtte.
- Sænk dig langsomt ned i en squat, hold ryggen ret og fødderne lidt udad.
- Bliv et øjeblik i bunden, træk vejret dybt, og kom langsomt op igen.
- Squat åbner bækkenet, styrker ben og hofter og giver dig en følelse af styrke og kontrol.
- Disse øvelser kan du lave dagligt i korte sekvenser – 5–10 minutter ad gangen er nok. De hjælper ikke bare med fysisk fleksibilitet, men skaber også ro og kontakt til barnet.
- Husk, at formålet ikke er at træne hårdt, men at lære kroppen at bevæge sig på måder, der understøtter fødslen. Når du øver dig nu, bygger du både styrke og selvtillid – og hjælper barnet med at finde sin optimale position.
Læs mere om graviditet
Hvilken uge er vi i? | Blødning i graviditeten | Bækkenforandringer i din graviditet | Sovestillinger i graviditeten | Jern og blodprocent under graviditet | Halsbrand og sure opstød under graviditeten | Det gravide bækken | Bækkenstabiliserende øvelser til gravide | Vacciner til gravide | Hovedpinepiller i graviditeten | Naturlig igangsættelse af fødslen | Kosttilskud til gravide
Præsentation af forfatterne


Solveig Thagaard Pedersen, jordemoder
Solveig er autoriseret jordemoder og medstifter af Praksisjordemoder.dk. Hun blev uddannet i København i 2010 og har assisteret ved mere end 500 fødsler gennem sin tid på Rigshospitalet og Herlev Hospital. Solveig har siden arbejdet i fertilitetsklinik og siden 2019 i lægepraksis med speciale i kvinders reproduktive sundhed.
Hun er drevet af at skabe trygge rum og meningsfulde møder for alle kvinder – og brænder særligt for rådgivning om prævention, graviditet og kvindens hormonelle liv. Hun står bag idéen og visionen i Praksisjordemoder.dk, hvor jordemoderfaglighed og praksis samarbejder om at tilbyde fagligt stærke og nærværende ydelser.
“Hver ting til sin tid – og det er dit valg”
— Solveig Thagaard Pedersen


Alexander Tetzlaff, Speciallæge i almen medicin
Alexander er speciallæge i almen medicin og administrerende partner i Praksissamarbejde P/S. Med over 14 års erfaring som praktiserende læge har han opbygget en solid ekspertise inden for både diagnostik og helhedsorienteret patientpleje – særligt i relation til kvindesundhed.
Han har været blandt de første i Danmark til at indføre ultralydsscanning i almen praksis, og hans klinik Lægerne på Strøget har siden været pionerer inden for diagnostisk anvendelse af ultralyd i primærsektoren.
Alexander arbejder målrettet for at gøre faglighed og tilgængelige sundhedstilbud til en naturlig del af hverdagen – og brænder især for at skabe trygge og kvalificerede rammer for kvinder gennem hele livet.
“Kvindesundhed kræver specialisering – også i almen praksis”
— Alexander Tetzlaff


