Det er dit valg – men du behøver ikke tage det alene
Spørgsmålet “skal jeg have hormonbehandling?” er et af de mest personlige spørgsmål indenfor kvindesundhed. Der er ingen facitliste. Det afhænger af dine symptomer, dit helbred, dine værdier og hvad der er vigtigt for dig.
Denne artikel hjælper dig med at strukturere dine overvejelser – så du er bedre forberedt til samtalen med din læge eller jordemoder.
Hvornår giver hormonbehandling mening?
Behandling anbefales typisk når symptomerne er moderate til svære og påvirker din hverdag og livskvalitet. Det kan være:
- Hedeture og nattesved der ødelægger søvnen
- Kroniske søvnproblemer der går ud over energi og humør
- Tørhed og smerter ved sex der belaster parforholdet eller livsglæden
- Humørsvingninger, angst eller nedtrykthed der mærkes som ny og anderledes
- Hjernetåge og koncentrationsbesvær der påvirker arbejdsevnen
Du skal altid søge læge hvis dine menstruationer stopper inden du bliver 45 da det er en anden sag. Tidlig overgangsalder skal behandles for at sikre sundheden på den lange bane.
Hvornår passer det måske ikke?
Der er situationer hvor hormonbehandling ikke er egnet eller kræver ekstra vurdering:
- Tidligere eller aktiv brystkræft (visse tilfælde kan dog stadig bruge lokal østrogen)
- Tidligere blodprop i ben, lunge, hjerne eller hjerte
- Uforklaret blødning fra skeden
- Alvorlig leversygdom
- Hvis du ikke har symptomer og er fyldt 45.
Læs mere om hvornår hormonbehandling ikke er egnet.
Kom forberedt til samtalen
Det hjælper at have tænkt over disse spørgsmål inden du taler med en fagperson:
- Hvilke symptomer generer dig mest?
- Har du nære familiemedlemmer med brystkræft, blodprop eller hjertesygdom?
- Har du stadig menstruation – og er den regelmæssig?
- Vil du helst undgå blødning?
- Er der symptomer du prioriterer særligt (søvn, sexliv, humør)?
Du kan også bruge vores personlige vejledningsværktøj som første afklaring – det tager under 5 minutter.
🌿 Jordemoderens råd
Jeg oplever mange der er meget i tvivl om de kvalificerer til hormonbehandling og ønsker at teste med en blodprøve for at se om de er i overgangsalderen. Det er aldrig relevant at se på hormonniveauet hos kvinder over 45, da det svinger rigtig meget og ikke kan give det svar du søger. Til gengæld er dine symptomer meget relevante. Vi skal kun behandle dig hvis du ikke har det godt, det er tommelfingerreglen. Og du behøver ikke at vide det inden du kommer, det er fint at være i tvivl, vi kan tale om det.
Blodprøver er relevante for at screene for differentialdiagnoser (andre tilstande der kan være årsag til symptomerne).
— Praksisjordemoder
Relateret læsning
- Er hormonbehandling farligt?
- Hvornår er hormonbehandling ikke egnet?
- Behandling i overgangsalderen – overblik
Indholdet her er generel information og kan ikke erstatte en individuel vurdering hos en fagperson.
Læs mere om hormoner og overgangsalder
Artikler om symptomer, præparater og hvad du skal vide om behandling i overgangsalderen.
Fagligt gennemgået af
Solveig Thagaard Pedersen, jordemoder
Autoriseret jordemoder og medstifter af Praksisjordemoder.dk. Uddannet i 2010 og har assisteret ved mere end 500 fødsler. Arbejder med graviditet, fertilitet og kvinders reproduktive sundhed i praksis.
Alexander Tetzlaff, speciallæge i almen medicin
Speciallæge i almen medicin med mere end 14 års erfaring. Har været blandt de første i Danmark til at indføre ultralyd i almen praksis.



