Hvad bestemmer fosterets køn, og hvornår kan man se det?

Vi bliver ofte spurgt af kommende forældre, hvad der bestemmer barnets køn, og hvornår kan man se fosterets køn? Det er en naturlig nysgerrighed, og i dette blogindlæg vil jeg forklare, hvordan fosterets køn fastlægges, og hvornår og hvordan man kan se det under graviditeten.

Hvad bestemmer fosterets køn?

Fosterets køn bestemmes allerede i det øjeblik, hvor ægget befrugtes. Det afhænger af, hvilken type sædcelle befrugter ægget. Kvinden bidrager altid med et X-kromosom, mens mandens sædceller kan bære enten et X- eller et Y-kromosom:

  • Hvis en sædcelle med et X-kromosom befrugter ægget, bliver barnet pige (XX).
  • Hvis en sædcelle med et Y-kromosom befrugter ægget, bliver barnet dreng (XY).

Selvom kønnet er bestemt fra befrugtningen, udvikler fosterets kønsorganer sig først gradvist i de første uger af graviditeten.

Hvornår kan man se barnets køn?

Der findes flere metoder til at fastslå fosterets køn, men den mest almindelige er ultralydsscanning.

Ultralyd fra uge 14+0

Ved den almindelige misdannelsesscanning i uge 18-22 kan man ofte se fosterets køn, hvis fosteret ligger i en gunstig position. Dog afhænger det af flere faktorer, blandt andet fosterets bevægelser og moderens kropsbygning. I nogle tilfælde kan det være svært at se kønnet med sikkerhed, så der gives aldrig en 100 % garanti.

NIPT-test (Non-Invasive Prenatal Test) fra uge 10+0

Nogle gravide vælger at få foretaget en NIPT-test, som er en blodprøve fra moderen, der kan analysere fosterets DNA. Denne test kan udføres allerede fra uge 10 og kan med stor sikkerhed afsløre kønnet.

Moderkagebiopsi eller fostervandsprøve uge 10-18.

Hvis der er medicinske grunde til at undersøge fosterets kromosomer, kan man få foretaget en moderkagebiopsi (uge 10-12) eller en fostervandsprøve (uge 15-18). Disse metoder giver et sikkert svar på fosterets køn, men anvendes primært til at undersøge genetiske sygdomme.

Myter om fosterets køn

Der findes mange myter og gamle husmoderråd om, hvordan man kan gætte barnets køn, f.eks. ud fra mavens form eller graviditetsgener. Dog er der ingen videnskabelig dokumentation for, at disse metoder virker. Den sikreste måde at finde ud af fosterets køn er gennem ovennævnte undersøgelser.

Vil du gerne kende dit barns køn?

Det er du bestemt ikke ene om, der er mange der tilkøber en kønsscanning i dag hvor teknologien gør det muligt og det er blevet nemt og tilgængeligt.

Lægerne ved Søerne, Lægerne på Strøget, Centrumlægerne i Hillerød

Relaterede indlæg