Hormonspiralen er en populær præventionsmetode, der giver langvarig beskyttelse mod graviditet. Den fungerer ved at frigive hormonet gestagen direkte i livmoderen, hvilket gør livmoderhalsens slim tykkere (så sædceller har sværere ved at trænge igennem), og gør livmoderslimhinden tyndere, så et befrugtet æg har svært ved at sætte sig fast. Ved at påvirke slimhinden i livmoderen kan hormonspiralen også medføre uregelmæssige blødninger og pletblødninger, især i de første måneder efter indsættelse. Man kan sige at den måde den virker på også kan give denne bivirkning. Jo lavere hormonindhold jo større risiko for pletblødninger og jo højere hormonindhold jo færre blødninger.
Hormonspiralens fordel er at den ligger der hvor den skal virke. Og i nogle tilfælde er det også dens ulempe. Fordelen er at der ikke er så højt niveau af gestagen i resten af dit system, det vil generelt minimere risikoen for bivirkninger af hormonet som humørsvingninger, tristhed/depression, øget appetit, nedsat sexlyst og i nogle tilfælde hudforandringer såsom akne eller pigmentforandringer. For nogle kvinder kan hormonspiralen give en mere fedtet hud, hvilket kan forværre eksisterende akne. Ulempen er at spiralen kan give ubehag i livmoderen især den første tid efter den er anlagt.
Mulige bivirkninger
Selvom hormonspiralen generelt tåles godt, kan nogle kvinder opleve bivirkninger. Man kan skelne mellem bivirkninger lokalt i livmoderen, som typisk vil gå over når livmoderen har vænnet sig til spiralen som er:
- Smerter ved indsættelse og kortvarigt ubehag bagefter
- Uregelmæssige blødninger eller pletblødning
Og bivirkninger der skyldes hormonets påvirkning i resten af kroppen som kan være:
- Nedsat humør/depression
- Humørsvingninger
- Nedsat sexlyst
- Hudforandringer såsom akne, øget fedtet hud eller pigmentforandringer
Hvilken hormonspiral der er den rigtige, afhænger af primært af hvor kraftige ens menstruationer er. Men det er også relevant om du har psykiske sårbarheder, lider af akne og andre helbredsfaktorer. Om du har født, kan også spille en rolle.
Forskellen på de 3 hormonspiraler
Der findes flere typer hormonspiraler på markedet, hvoraf de mest kendte er Jaydess, Kyleena og Mirena. Selvom de fungerer på samme måde, er der nogle væsentlige forskelle mellem dem.
Jaydess
- Indeholder 13,5 mg levonorgestrel
- Effektiv i op til 3 år
- Mindre spiralstørrelse, hvilket kan gøre den mere behagelig for kvinder, der ikke har født
- Lavere hormonindhold sammenlignet med de andre spiraler, hvilket erfaringsmæssigt giver større tendens til pletblødninger.
- Et studie har vist flere tilfælde af graviditeter uden for livmoderen på Jaydess, hvilket kan være en faktor at overveje, og derfor anbefaler vi i udgangspunktet ikke Jaydess spiralen længere.
Kyleena
- Indeholder 19,5 mg levonorgestrel
- Effektiv i op til 5 år
- 23% har ikke menstruationer på Kyleena, det vil sige 77% fortsat har, de fleste i reduceret grad.
- Mindre end Mirena, men lidt større end Jaydess, passer godt til kvinder der ikke har født.
- Lavere hormonindhold end Mirena, men højere end Jaydess. Den mest anvendte hormonspiral, hormonindholdet lader til at være den gyldne middelvej med færrest bivirkninger over hele paletten.
Mirena
- Indeholder 52 mg levonorgestrel
- Effektiv som prævention i op til 8 år.
- Ofte brugt til behandling af kraftige menstruationer
- Bruges som behandling af endometriose og som antagonist til østrogenbehandling i overgangsalderen. I disse tilfælde skal den skiftes efter 5 år.
- Større spiral, hvilket kan være en faktor for kvinder, der ikke har født
- Med det større hormonindhold ses også større forekomst af bivirkninger af hormonet som akne og depression.
Fordele ved hormonspiraler
- Meget høj præventionseffektivitet
- Langvarig beskyttelse uden daglig vedligeholdelse
- Kan mindske eller helt fjerne menstruationsblødninger
- Færre systemiske bivirkninger sammenlignet med andre hormonelle præventionsformer som p-piller, p-stav, minipiller.
Hvilken spiral skal du vælge?
Valget af hormonspiral afhænger af dine præferencer, behov og helbredsmæssige faktorer. Hvis du ønsker en lavdosis spiral anbefaler vi Kyleena, da Jaydess spiralen er associeret med markant flere graviditeter udenfor livmoderen og mange får pletblødninger på den. Mirena anbefales typisk til kraftige blødninger og smerter, som ved påvist eller mistanke om endometriose, som blødningskontrol i perimenopausen eller antagonist til østrogen behandling, eller ved behov for dækning præventionsmæssigt i den maximale tid.